20 februar, 2007

En vinder er født

Så lykkedes det igen at få presset et bryg ind i tidsplanen. Denne gang var det en English Special Bitter, og som det kan ses i oversigten, så er det en OHBL Special edition. Dette skyldes at den er lavet til bryggerlaugets BrewBattle. I korte træk går et BrewBattle ud på at man får stillet en brygopgave, med nogle fastsatte kriterier, derefter er det op til den enkelte brygger at lave den bedst mulige øl. På et laugmøde afgøres så hvilken af de bryggede øl der er bedst. I det aktuelle BrewBattle er vi to der brygger samme øl, efter (næsten) samme opskrift. Jeg ved at min konkurrent har forsøgt sig med at tilsætte havregryn til sit øl, for at få et bedre skum. Det skal blive spændende at se hvem der løber med sejren. Med sædvanlig ydmyghed overfor opgaven er jeg selvfølgelig sikker på at det bliver mig, men det kan også være at vi kommer til at ligge så tæt, at det bliver havregrynsskummet der kommer til at afgøre det.

Ellers går det lidt trægt, jeg kunne godt tænke mig at brygge meget mere, men pladsen er ved at være trang til oplagring og døgnet har kun 24 timer. Min forhåbning er at kunne få sat et bryg mere over i løbet af denne uge. Eneste forhindring er, hvad det skal være for en, men det bliver højst sandsynligt 'Creamy' eller 'They Killed Kenny'.

Et andet eksperiment blev ført ud i livet i går. Jeg forsøgte at marinere kyllingebryst med min 'Søren Brun', American Brown Ale. Der var delte meninger om resultatet i familien. Man kunne tydeligt smage øllet i kødet, måske også lidt for meget. Kødet blev lagt i en skål i cirka 3 timer, overdækket med øl, hvorefter det blev krydret med salt og peber og sat i ovnen. Personligt syntes jeg ikke at det smagte grimt, med en mere rund smag havde måske været at foretrække. Jeg må have tænkehatten på igen og finde et nyt offer for mine gastronomiske forsøg.

Sidst men ikke mindst, så er jeg gået i læringsmode. Jeg har jo sat mig for at lave min egen opskrift på en Schwarzbier, en mørkebrun/sort pilsnertype. Jeg har læst diverse hjemmesider med information om stilarten, og jeg har hørt 'The Jamil Show', som podcast, hvor man har schwarzbier som emne. Alt i alt spændende, men tidskrævende. Alt den information jeg har fået samlet vil jeg forsøge at samle i et 'stilark', så jeg senere nemt og hurtigt kan få et overblik.

Et andet eksperiment der er på tegnebrættet er en Russian Imperial Stout. Jeg har tidligere ikke gjort så meget i ekstrembrygning, men denne gang har jeg sat mig et ekstremt mål. Efter at have været til en ølsmagning, hvor vi fik serveret Rogue Imperial Stout, opstod snakken om hvor sort en øl kunne blive. Dette pirrede min nysgerrighed og jeg satte mig til at lege lidt med råvarerne. Resultatet er en opskrift der hedder 'Imperial Stout 200'. For at sætte tingene i perspektiv, så har man indenfor ølbrygning et udtryk for farven i øl. Denne måleenhed hedder EBC, og omkring 50 definerer man øl til at være sort. 'Imperial Stout 200' har en EBC på 200!