18 november, 2006

Så lykkedes det igen ... nu med en tysker

Så blev der igen tændt op for bryggryden. Denne gang var det en tysk hvedeøl der stod på programmet. Opskriften var helt simpel, cirka 3,3kg hvede, en smule Maris Otter Pale Ale malt, lidt pilsner malt og en smule umaltet hvede. Alt i alt cirka 5kg. Humlen var Mt. Hood, og til gær var valgt en White Labs WLP300 Hefeweizen Ale. Som det kan ses er der ikke meget malt i denne øl, og alkoholprocenten er da også i bund .... helt i bund .... ~3%. Effektiviteten var lige under 60%, hvilket jeg betragter som udemærket for en hvedeøl.

For cirka to uge siden var der en der havde lagt en forespørgsel på Brygforum, om han kunne få lov at overvære en brygning. Jeg havde svaret tilbage at han var velkommen til at kigge mig over skulderen. Det er altid hyggeligt at have selskab når man brygger, og når det så er en der deler ens interesse, så kan det næsten ikke blive bedre. Jeg håber jeg har fået inspireret nok til at der kommer endnu en håndbrygger i Odense.

En lille observation. Da vi bryggede øllen havde det en kedelig farve. I modsætning til pilsnermalt, som har en gullig farve, er hvede mere gråt. Til gengæld gjorde den lidt kedelige farve i urten, at vi kunne se hvilken effekt humlen har på farven. Efter at humlen var blevet tilsat fik øllet igen en indbydende gullig farve, og det ligner en rigtig hvedeøl. Det skal blive spændende at smage det færdiglagrede øl.

Ingen kommentarer: