2006:
Det sidste år har budt på 10 bryg. Et bryg var med ved DM i Håndbryg og vandt Bronze i Porter/Stout kategorien. Jeg har tidligere ytrer at jeg ikke er det store konkurrencemenneske, med hensyn til mine øl, men jeg må indrømme at denne bronzekåring har givet mig blod på tanden. Jeg har derfor besluttet at Bryghuset Markhaven vil være repræsenteret ved både VM 2007 og DM i Håndbryg 2007. Hvilke øl der skal tilmeldes er endnu ikke bestemt. Ellers er året gået med at trimme min brygproces og få mere rutine. Alt i alt synes jeg det har været et forholdvis vellykket år, og det er blevet nogle ganske gode hjemmebryg jeg har fået lavet.
I slutningen af året blev det til indkøb af en maltmølle, og det bliver bestemt en af de første opgaver i det nye år, at få den monteret og kalibreret, så jeg kan få brygget noget øl.
2006 bød og på en gærworkshop hos Thorkild Nielsen i Nørresundby. En spændende og meget udbytterig weekend i det nordjyske. Jeg ved at jeg tidligere har lovet at komme med noget uddybende information fra denne workshop, og det er bestemt ikke glemt, men tiden har desværre ikke været til at skrive disse artikler. Dette er et af projekterne til 2007.
Den årlige, jyske repræsentant for Ølfestivalen, blev afholdt i Horsens, og jeg var afsted sammen med et par kollegaer, og havde en festlig og velsmagende dag i det jyske. Flere detaljer om dette arrangement kan ses i en tidligere post, her på siden.
2007:
I det nye år er der en masse projekter.
Som tidligere skrevet så skal maltmøllen fra Crank & Stein monteres på en plade, med en eller anden form for drivmiddel. Maltmøllen er et skridt på vejen mod uafhængighed. Problemet er at uafhængighed koster penge, så langsomt men sikkert går det den rigtige vej.
Teorien fra gærworkshoppen skulle gerne afføde mindst et par artikler om gær, smagning af øl og lignende. Forhåbentlig bliver disse artikler klar i starten af dette år.
Så skal der brygges noget øl. De første 6-7 øl er planlagt, og kan ses i planen. Efter disse bryg skal der eksperimenteres. Jeg har planer om at skulle lavet min egen opskrift til en Schwarzbier. Det nye ved denne opskrift bliver at der skal sammensættes en opskrift, laves prøvebryg, rettes til i opskriften og derefter et bryg mere. Der er betydeligt mere arbejde i denne måde at lave opskrifter på, til gengæld kan man kalde opskriften for sin egen. Indtil nu har der været tale om små modifikationer på opskrifter, der er fundet på BeerCalc.
På ønskesedlen står der både Ølfestival i København og Jylland, samt en tur til VM i Vendsyssel. Jeg er ret sikker på at jeg ikke når alle 3, men jeg vil da gøre forsøget.
Mit håb er at nå op på et par bryg mere end i 2006, altså et sted mellem 12-15 bryg.
Dette var en kort gennemgang af den nærmeste fortid og fremtid. Forhåbentlig bliver det til en masse fornøjelige timer i håndbryggets tegn. Dette inkludere selvfølgelig også flaskerensning.
Til sidst vil jeg gerne gentage mit ønske om at i alle får et:
GODT NYTÅR!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar