21 april, 2007

Klar til det varme vejr og meget mere

Når man ikke får opdateret sin blog jævnligt ophober der sig en masse små informationer, og der er en masse ting der skal laves status på. Dette er bare en lille advarsel om at dette indlæg blive af de længere og med en masse emner.

Status i lagerhallen. English Gold, som er en Dark Mild, er endelig kommet på flasker. Den smager fint og er gæret fint ned, for en engelsk ale. Den anden ale der står i lagerhallen er min Cream Ale. Den kommer på flaske i morgen. I aften har jeg målt FG og prøvesmagt, og hvilken positiv overraskelse. Jeg tror det bliver en rigtig, rigtig god øl, som kommer til at passe fint til en lille pause på terrassen. Fantastisk. En kort lagerstatus pt. er at jeg har Halifax (ESB), Nice Spice (Krydderøl), Hvede Perle (Hvedeøl), Creamy (Cream Ale), English Gold (Dark Mild) på lager til foråret og lidt af sommeren. Derudover kommer mine to Schwarzbier, som også snart er klar. Jeg regner med at lave en måling på dem i morgen også.

Igen i år er jeg med til DM i Håndbryg. Efter sidste års succes med Bronze for min Markhaven Extra Stout, så har jeg fået lidt blod på tanden. Jeg har sendt tre øl afsted, nemlig Halifax, Hvede Perle og Nice Spice. Personligt har jeg nok størst tiltro til at Nice Spice klarer sig længst, da den skiller sig lidt ud fra mængden. Jeg skal nok komme med en melding omkring 1. maj, hvor det offentliggøres hvilke øl der er gået videre til finalerunden.

På onsdag skal jeg ned og besøge Midtfyns Bryghus, og det glæder jeg mig meget til. Jeg håber at vi kan få en snak om filosofien bag det at drive et bryghus. Hvordan udvælger man de øltyper man vil satse på, og hvordan får man feedback? Jeg har fyldt rygsækken med spørgsmål og glæder mig meget til at møde Eddie, som er den nye ejer af bryghuset. Jeg skal nok vende tilbage med en besøgsrapport, samt nogle billeder.

Oven i alt det andet har jeg også fået udvidet mit bibliotek med tre bøger. Den ene er Brew Chem 101, som gennemgår de kemiske processer der sker i øllet, både under brygning, men også i forbindelse med lagring. Den kommer også med en forklaring på hvordan man kan modvirke at de negative processer sker og hvordan man kan fremme de positive processer. Den anden er en bog om vildgæret øl. Denne bog er mest for at stille min nysgerrighed, men også for at forstå nogen af de grundlæggende processer indenfor gær. Det næste bliver nok at jeg bygger et 30m2 stort gæringskar på loftet :o) Sidste bog bliver håndteret af PostDanmark i dette øjeblik. Det er Radical Brewing, som jeg har bestilt i England, og den skulle være lige på trapperne. Efter at have været til en del ølsmagninger henover efteråret og vinteren, så har jeg fået smag for nogle af de mere ekstreme øltyper. Specielt har Rogues Imperial Stout og Imperial IPA givet mig blod på tanden.

Sidst, men ikke mindst, har jeg fået kontakt til Svendborg Bryglaug. Det startede med at jeg for cirka ½ år siden var nede hos Fuglsang og købe basismalt, 50kg pilsner og 50kg münchener. Min sæk med pilsnermalt er pt. nede på 3-5kg, og derfor var det på tide at få provianteret. Efter et telefonopkald til Fuglsang kunne jeg konstaret at de ikke solgte malt til private mere, men at de havde lavet en aftale med R2 Brew A/S om at de skulle varetage denne del af forretningen. Så var det til telefonen igen og ringe til R2 Brew. De sælger ikke til private (?!?), men kunne henvise til at Svendborg Bryglaug købte ind direkte fra Weyermann i Tyskland. Jeg fik telefonnummeret på ham der stod for disse indkøb, og så var det bare om at få ringet op. Jeg fik en lang og hyggelig snak med vedkommende og det lyder rigtigt fornuftigt. Vi skal samlet bestille minimum 1 ton af gangen, og vi skal købe i hele sække, men hvis jeg opgør mit maltforbrug det seneste år så bliver det ikke det store problem. Tilbudet er sendt ud til medbryggerne i Odense Håndbryggerlaug, og jeg regner med at kunne bestille noget i starten af maj.

Nå, skrivekrampen er ved at indfinde sig, så det må være nok for denne gang. Jeg vender tilbage med nyt om de fleste punkter ovenfor, lige så snart der sker noget nyt.

PS: Wow, der er ikke langt til 1000 besøgende, imponerende.

Ingen kommentarer: